Tines weblog

Hvis jeg var Kirstine, ville jeg sige MERE. Eller eventuelt marj marj marj. For mig vil gerne have mere. Lur med på den seneste flickr update.

Så blev det 2008. Jul og nytår er godt overstået bortset fra min husbonds helbred, der har skrantet lidt. Juleaften gik Asger med sikkerhedsbriller og julemanden ankom iført havehandsker. Det var sjovt.

Nytårsaften gik vist helt som den skulle, Kirstine sov fra alt tju bang, så det var rart. Fra bakkerne var der god udsigt over byens fyrværkeri og efter midnat hang vi omkring et sofabord fyldt med kransekage og champagne, chips og gode øl. Pludselig fik vi en lille Storm i stuen - han nærmede sig nok mere en lille brise end en orkan. Der kom ønsker for det kommende år i kategorier som frit valg, sport, politik og den lumre… Stemningen blev desuden hjulpet godt på vej af et par sjældent dårlige tekster, der sprang til os fra kransekagens knallert:

Den vittige:
“Karl Pedersen tok samtlige pokaler ved et svømmestævne. Han fikk tre måneder for det.”

Og den dybe:
“Leger man med ild, kan man brænde sig… Brændsårene kaldes erfaring”

Igen i år har jeg været lidt for skrap herhjemme. Undskyld for det. Og undskyld på forhånd for det næste år - bare sådan for en sikkerheds skyld. Til gengæld står jeg oftest først op, så det kan måske opveje det lidt. Eller måske har det en sammenhæng…

Så lykkedes det. I fredags var jeg så afsted til polterabend i Århus fra 11-01 uden Smut-bandut. Var dog lige hjemme mellem 18 og 20 for at få tømt herlighederne og puttet hende til ro. Men det var planlagt, så det var helt fint. Godt man har sin Corolla, så man bare kan suse frem og tilbage. I løbet af dagen havde banditten ikke sovet ret meget, så faren syntes vist, det var lidt hårdt arbejde at være alene med hende så længe. Og det er det jo også.

“Er indlæget så en ret eksplicit ros af min indsats?” har han lige spurgt. Så jeg må hellere skrive, at han klarede det rigtig godt og var en meget dygtig far. Faren er go, sagde barneegernet. Vi kan vist godt give ham 12 på den nye skala.

Det var en dejlig polterabend, og det lykkedes os tilsyneladende fuldstændig at overraske den kommende brud, som er min godeste ven H i det store udland.

I går gik hele dagen med at have besøg af portvinsklubben med de fynske aner. Det var rigtig hyggeligt. Men jeg var nu lidt træt. Det er jeg for så vidt stadig, for bandit syntes selvfølgelig at dagen i dag skulle starte kl. 5:30. Måske bliver det i dag, at vi skal have os en Weber. Bilka har et godt tilbud på størrelsen større end naboens. Og jeg advarede dem allerede i går om, at deres indkøb godt kunne blive startskudet på kampen om den største Weber .

I dag kørte Kirstine og jeg med Astrid og Kasper til min gamle arbejdsplads i Randers for at deltage i en kæmpe stor julefrokost. Der var nok 150 mennesker - det vil sige ikke kun ansatte! Til køreturen nød vi godt af, at vi har lånt den fineste autostol af Aske. Den blev indstillet i går aftes, mens frøkenen var ret upåvirket:

Køreturen både frem og tilbage gik rigtig fint, men da vi så kom hjem og jeg ville forevige hende efter første tur i stolen, vågnede hun op og kom i tanke om, at hun var herre-sulten:

Svagtseende kan trykke på billedet for en større version.

Så er der ikke så mange timer tilbage i 20’erne, for i morgen fylder jeg 30 år. Men det gør egentlig ikke så meget. Jeg tror, at jeg føler mig i øjenhøjde med min alder, som man vist siger. Og hvorfor skulle jeg ikke også det? Jeg har købt hus, venter en bibbi, har en såkaldt længerevarende uddannelse og et job.

Og nu er jeg faktisk også gift. Søren og jeg blev nemlig smedet sammen/slog pjalterne sammen/jog ho’erne sammen forrige lørdag. På den længerevarende og juridiske måde. Og det var helt perfekt og lige som det skulle være. Brylluppet foregik på rådhuset med vores forældre, søskende, disses kærester og den lille lyshårede Lindgren-fan.

Sidstnævnte har fået en dille med at smide folk i værkstedet, når de ikke opfører sig, som han synes, er bedst. Jeg prøver at få fokus væk fra, hvem der gav ham Emil dvd’er i foråret. Nå, men efter rådhuset tog vi til Åbyhøj og fik buffet under pæretræet og nød eftermiddagen, indtil Søren og jeg tog til Norsminde og tilbragte resten af weekenden med sol, natur, fantastisk mad og spabad.

Der var mange, der havde tænkt på os på dagen, og det gjorde godt. Det er bestemt planen, at der skal holdes en god fest på et tidspunkt, og at vi også skal forbi kirken. Indtil jeg selv får lagt billeder på flickr, kan I se med hos Søren.
Nu har jeg selv lagt billeder ud - her

Hverdagen bliver ikke anderledes af at blive gift, men det har alligevel en betydning. Det kan jeg mærke, og det er jeg ikke i tvivl om. Det føles godt at være gift, og det føles godt at være valgt og at have valgt. Må det bare vare ved og ved og ved.

Der er fuld gang i bibbien, og det er skønt. Det overgår alt på sin helt umiddelbare måde. Jeg nyder at være gravid og er i øjeblikket slet ikke utålmodig med at nå til 17. november. Jeg har jo min lille pige tæt på mig hele tiden. Men utålmodigheden indfinder sig nok på et tidspunkt. Lige nu er det bare skønt at have ferie, og det føles som om, at min krop er enig. Blødningen er stoppet, og plukkeveerne mærker jeg næsten ikke mere til. Det kan man ikke tage fejl af. Efter ferien er der 7 uger til barsel, og det tror jeg bestemt ikke er for kort tid.

Så der er pænt meget lykke og kærlighed på falderebet. Og jeg har planer om at tage det med ind i min næste dekade.

… som har været omtalt for meget, meget længe siden her på siden. Det er dagen, hvor der er VM-finale, Sofie og Martin har 2-års bryllupsdag og Anne DÆM fejrer sin fødselsdag i Italien. Tillykke med det hele og god kamp.

Ellers er weekenden gået med et besøg i Odense fredag aften, hvor vi på Søs og Krølles altan nød en skøn menu og tonerne fra TV 2 s koncert. De spillede foran Brandts Klædefabrik, og vi kunne faktisk se lidt af scenen fra altanen, så det var en helt perfekt måde at gå til koncert på - især for en svanger kvinde.

I går gik turen så til Skærring, hvor min gode ven H var hjemvendt fra det store udland for at fejre sin 30-års fødselsdag hos far-egernet og Inge. Der er lidt billeder fra begivenheden her. H er den smukke brunette med det sydlandske look. H er hjemmelavet, men hendes farmor var thai, faren er derfor halvt thai og min ven H er kvart thai. Sikke en brøk. Det var en super hyggelig fest, og vi takker “hold bord” for det gode selskab.

Vejen til Skærring blev lidt lang, fordi vi ikke lige kom af bussen. Vi måtte med til endestationen og tilbage igen. Men det gjorde ikke noget, for det var en flot tur, og som chaufføren sagde; “I er velkomne, I er mine stamkunder”. Troede egentlig ikke at stamkunder kørte forkert.

Ellers går det fint med bibbien. Jeg bløder stadig og det er ikke så morsomt, men lægen siger at så længe bibbien trives og når moderkagen er undersøgt, så må alt være i orden. Unormalt men i orden. Det føles også helt i orden, for der sparkes på livet løs . Jeg vokser også rigtig meget for tiden, det kan du få lov at se et billede af her.

Så oprandt dagen hvor vi hilser hr. hid velkommen og siger det dersens “farvel til det gamle år og goddag til det nye”. Jeg har allerede smugopsendt mine ønskeballoner. På den strategiske måde. Søren har en mere skeptisk indgangsvinkel til det nye år, og er slemt frustreret over årstalsbranchens prioriteringer. På vej hjem fra byen den anden dag udbrød han opgivende: “Åh nej, nu skal vi leve et helt år med 06″.

Jeg er seriøst bekymret for, at han satser på at blive skudt direkte ind i 2007 med en raket. Hvilket i øvrigt ville passe ganske fint med indflytningstidspunktet på bakkerne. Men det passer dårligt, fordi der venter spændende begivenheder i det kommende år. Eller… der venter begivenheder i det kommende år. Eller… der venter et år. Resten må vi tage hen ad vejen.

Copyright

Det er godt nok ikke min egen firmajulefrokost, jeg refererer til i overskriften, men det kunne det for den sags skyld godt have været. Kender I det ikke? En aften med elendig musik der får normalt stille mennesker til at tro, at de har humor, oser af uimodståelig juleflirt og på alle måder i øvrigt er guds julegave til de kvindelige kolleger - især på et dansegulv. Som om den skjulte dagsorden lyder: “Nu skal vi virkelige vise, at vi ikke er så grå, humorforladte og kontrolfikserede, som når vi går på arbejde”. Og så får den hele armen - på den ærgelige måde.

Og hvad skal man gøre? I tråd med tidens trend er det værste, hvis vi kvinder er sippede eller kedelige. Så man vil vel gerne forsøge at svinge sig op til en sving-om med den højtråbende lavbenede mand med juleslipset (uhh det er reckless at skifte striberne ud med et julemotiv. Minder mig om dengang jeg som 5-årig råbte “se hvad jeg tør” til Pias fødselsdagsfest og tømte en kop kakao ned af min grønne spenzer med musen på). Og det er jo heller ikke fordi man ikke er festlig vel. Man er måske bare ikke festlig på DEN måde.

Nynne oplevede det sidste weekend. Kunne som sædvanligt ikke være skrevet bedre:

Til gengæld spillede han ‘Pride’ m. U2. Så står man der og brøler ‘IN THE NAAAME OF LOVE’ og spiller luftguitar på den adfærdsvanskelige måde. Fordi der ikke rigtig er andet at stille op. Mens alle dem, der stadig har ‘Police’ på vinyl, dør af lykke.

Kl. 02.40
Han kigger.
…
Måske er det bare fordi, det ser fuldstændigt åndssvagt ud, at skaldet firmahobbit har klynget sig fast om livet på mig til ‘A little less conversation’. (Føles ligesom når Bjørg prøver at løfte mig).

Kl. 02.41
Var nødt til at bede ham om at gå af. Duer fandeme ikke, at han står dér og råber: » … a little more akCHON« lige ind i nyrerne på mig.

Citeret fra Politiken

I går var vi i Nyborg for at fejre far-egernets 60-års fødselsdag. Det var en fin dag med skønt vejr, så vi kunne sidde på terrassen og nyde det. Der er lidt billeder fra terrassen i mit billedgalleri. I skrivende stund kommer solen atter frem, hvilket passer mig glimrende. Om lidt skal jeg nemlig med Louise og Gritt op og hygge i famlien Bramsens kæmpe hus og have, som det endnu ikke er lykkedes mig at få set. Men nu skal det være; lille Karl skal rulles i græsset og Louise skal fortælle røverhistorier fra USA.

Weekenden startede med at jeg passede Asger fra sidst på eftermiddagen fredag. Vi lokkede onkel Sønne til Åbyhøj for at tænde op i grillen. Lørdag og søndag har jeg været i København for at besøge Anne og afholde Portvinsklubbens andet bestyrelsesmøde. Anne og jeg nød en god frokost i hendes nye lejlighed og nød derefter det gode vejr (den varmeste majdag i 58 år) fra søsiden. Vi kunne slet ikke få nok og tog to ture med havnerundfarten. Portvinsklubbens træf var hyggeligt - det er nogle skønne tøser. Men vi er vist ved at blive lidt gamle, trætte og satte for vi fandt os selv under dynerne kl 24 med et afsnit af matador på dvd’en. Det havde jeg det nu ganske glimrende med - det er vel lidt det der med at gøre, hvad man har lyst til frem for det, der er mest hipt. Jeg har haft to førstegangs oplevelser i weekenden: kørte i bil over storebæltbroen og kørte i Københavns metro (som passager begge gange). En dejlig weekend selvom tankerne ikke helt formåede at blive sat på pause, og mandagen nu er lige om hjørnet…
Jeg må indrømme, at denne sides lykønsknings service er alt for ustabil, så der må lige lyde et forsinket tillykke til dem, der ikke er blevet tilgodeset deriblandt Frede.

Lejligheden er gået totalt i opgavemode. Søren skriver på livet løs på sin sidefagssuppleringsopgave (hey hvor et langt ord) og min jobresearch er degraderet til den gamle computer i stuen. Som følge af Sørens travlhed er vi trådt ind i et ubegribeligt traditionelt kønsrollemønster - tager fx mig selv i trofast lige at rydde hans skrivebord for kaffekopper, slikposer osv. flere gange dagligt. Spørgsmålet er, om denne adfærd klæder mig, eller om jeg i virkeligheden fremstår lidt patetisk? Jeg kompenserer selvfølgelig straks lidt ved at bestille en balancegenoprettende - og efterhånden traditionsbunden - januartur til Berlin. Snart er vi på vej ned til Weissbier, fotoudstillinger usw., nice!

Ellers går tiden med semi-overskudsagtige indslag, der oftest involverer noget med nogle små nus, der skal have lidt opmærksomhed, lidt mad og lidt kram (egentlig ikke så fjernt fra tilværelsen herhjemme, eeeeeeej det var gas!)

Anyway, hvor bliver du selv af i alt dette, vil den omsorgsfulde læser tænke. Og det er så her, at jeg må præsentere, hvilken fantastisk invitation der lå i mailboxen for nylig:

Nå, lige en frisk opdatering fra PR- chefen, dvs undertegnede; stiftende generalforsamling med efterfølgende drikkegilde- hvor det dog klinger skønt! Der vil blive serveret en overdådig middag- ved undertegnede, naturligvis efter at følgende formaliteter er bragt i orden;

1. Velkomst ved formanden- bedes forberedt!
2. Velkomstdrink
3. Valg af ordstyrer og referent
4. Vedtagelse af love og vedtægter- forslag bedes fremsagt på dagen
5. Mellemdrink
6. Aflæggelse af klubløftet og officiel stiftelse
7. Afslutningsdrink
Der vil blive slået hårdt ned på ikke-festlig påklædning, ligesom kedelig fremtoning ikke vil tolereres!

En sådan indkaldelse kan der sgu ikke sættes fingre på!

Stemme, hørelse, fødder og væskebalance er atter ved at være tilbage til normalen. Ubalancen skyldtes en fantastisk discokoncert, som min ven H (aka Louise) og jeg svingede vores kroppe til i lørdags. Det var Le Freak, der stod på scenen i Scandinavian Center for at fejre deres 10-års jubilæum og 3500 glade tilhører var mødt op i disco-dress og nogle endda med kæmpe mikrofonhår. Som det fremgår af dette indslag var der derfor pænt gang i den.

Og det blev jo ikke værre af, at vi undervejs spottede Rikke (aka mama) og hendes klike, der også havde banet sig vej frem til dette inferno af glitter and glamour. Rikke og jeg blev enige om, at vi også en dag vil have store guldvinger ligesom forsangeren, en maskine der kan kaste sølvkonfetti ud over 3500 mennesker og ikke mindst verdens største discokugle, som den der snurrede i loftet. Må man købe det for sin første løn?
Den mest påfaldende overraskelse fik jeg til sidst i koncerten, da musikerne blev præsenteret enkeltvis. På de to storskærme så vi et close-up af bandets gueststar på percussion og det var ingen ringere end Teresa i de flagrende gevandter, dvs Asgers gamle rytmiklærer og objektet for hans første store forelskelse (undskyld Karla). Straks hørte jeg en skinger stemme synge for mit indre øre: “Hej goddav med dig - hej Asger hej med dig - det er hyg’ligt at se dig her i dag, osv.”.

På trods af voldsom harme da H helt uforskyldt blev ramt af en bus (nu hader vi definitivt Århus Sporveje), og da jeg fik slukket en cigaret på min arm, tror jeg, at vi kan sige tak for en vellykket aften. Under temaet “H og W som i gamle dage” fik vi nemlig fornærmet diverse snærpede strigler og blev samtidig en ny slagsang rigere.

I går blev dagen, hvor jeg besluttede at vende tilbage til universitet. Klokken var 16, og jeg kunne se, hvordan det nyopførte auditorium fyldtes til bristepunktet af nysgerrige tilhørere. Og der stod jeg så. Stod i fredagsbaren og ventede på mit happy hour-tilbud: to fadøl for en flad 20′er. Med balloner i loftet og en flok psykologer/psykologistuderende med stigende alkoholprocent og faldende realitetssans var adfærdsbegrænsningerne få. Regnen faldt fra himlen, jeg faldt for flere fadøl og til sidst faldt jeg s?å i søvn. Altså heldigivis først da jeg var blevet genforenet med min seng. Og stadig uden at vide, hvad der egentlig skulle foregå i det auditorium med glasvægge, som vi havde god udsigt til fra baren.

Så er lejligheden ved at nærme sig normaltilstanden igen. Som man kan fornemme på kommentarerne til sidste indlæg, gik festen i lørdags vist fint og I skal nok få censurerede billeder at se. Jeg skal bare lige have tid til at lære at lave et billedegalleri. Foreløbig må I få en smagsprøve: