Deprecated: preg_replace() [
function.preg-replace]: The /e modifier is deprecated, use preg_replace_callback instead in
/var/www/willads.dk/public_html/wp-includes/functions-formatting.php on line
83
Så er der ikke så mange timer tilbage i 20’erne, for i morgen fylder jeg 30 år. Men det gør egentlig ikke så meget. Jeg tror, at jeg føler mig i øjenhøjde med min alder, som man vist siger. Og hvorfor skulle jeg ikke også det? Jeg har købt hus, venter en bibbi, har en såkaldt længerevarende uddannelse og et job.
Og nu er jeg faktisk også gift. Søren og jeg blev nemlig smedet sammen/slog pjalterne sammen/jog ho’erne sammen forrige lørdag. På den længerevarende og juridiske måde. Og det var helt perfekt og lige som det skulle være. Brylluppet foregik på rådhuset med vores forældre, søskende, disses kærester og den lille lyshårede Lindgren-fan.
Sidstnævnte har fået en dille med at smide folk i værkstedet, når de ikke opfører sig, som han synes, er bedst. Jeg prøver at få fokus væk fra, hvem der gav ham Emil dvd’er i foråret. Nå, men efter rådhuset tog vi til Åbyhøj og fik buffet under pæretræet og nød eftermiddagen, indtil Søren og jeg tog til Norsminde og tilbragte resten af weekenden med sol, natur, fantastisk mad og spabad.
Der var mange, der havde tænkt på os på dagen, og det gjorde godt. Det er bestemt planen, at der skal holdes en god fest på et tidspunkt, og at vi også skal forbi kirken. Indtil jeg selv får lagt billeder på flickr, kan I se med hos Søren.
Nu har jeg selv lagt billeder ud - her
Hverdagen bliver ikke anderledes af at blive gift, men det har alligevel en betydning. Det kan jeg mærke, og det er jeg ikke i tvivl om. Det føles godt at være gift, og det føles godt at være valgt og at have valgt. Må det bare vare ved og ved og ved.
Der er fuld gang i bibbien, og det er skønt. Det overgår alt på sin helt umiddelbare måde. Jeg nyder at være gravid og er i øjeblikket slet ikke utålmodig med at nå til 17. november. Jeg har jo min lille pige tæt på mig hele tiden. Men utålmodigheden indfinder sig nok på et tidspunkt. Lige nu er det bare skønt at have ferie, og det føles som om, at min krop er enig. Blødningen er stoppet, og plukkeveerne mærker jeg næsten ikke mere til. Det kan man ikke tage fejl af. Efter ferien er der 7 uger til barsel, og det tror jeg bestemt ikke er for kort tid.
Så der er pænt meget lykke og kærlighed på falderebet. Og jeg har planer om at tage det med ind i min næste dekade.