Tines weblog

Jeg sidder i toget og bliver ringet op af Søren. Han og Kirstine har lige handlet på vej fra vuggestuen, og vil høre om de skal holde ved stationen på hjemvejen og tage mig med. Det passer lige med, at jeg er inde om en 3-4 minutter, så det lyder fint. Toget kører ind på perronen, og jeg begynder at glæde mig til at se mine to i bilen. Ser et barn og kan mærke hvordan jeg glæder mig til at se min egen trold sidde i sin autostol og blive overrasket over at se mig - hvordan mon hun vil se ud? Skal jeg sætte mig ind på forsædet eller hoppe om til hende på bagsædet?

Jeg går ud foran stationen og stiller mig og kigger efter bilen. Der kommer en bordeaux Toyota, jeg tjekker nummerpladen og jo, det er dem - nu er de her! Jeg begynder at vinke, selvom de stadig er et stykke væk. Jeg ser dem suse forbi indkørslen til banegårdens korttidsparkering, hvor jeg står. Så jeg vinker lidt ekstra og begynder at løbe hen mod den anden del af parkeringspladsen, mens jeg tænker, at man da ikke kan køre ind fra Låsbyvej. Jeg når da også lige at se bilen dreje til højre i krydset og fortsætte i god fart op mod bakkerne.

???

???

Ringer til Søren der holder ind, tager sin mobil og bekræfter at den aftale vist lige var lidt for svær at fastholde i hukommelsen i 4 minutter. Da jeg kommer hjem, er der en lang forklaring om, at han kørte og tænkte på en gang i 5. klasse, hvor han ikke tog med svømmebussen, fordi de store skulle kaste karameller, og det var jo snyd, at det lige var, når han havde svømning. Den kryster ved, at jeg ikke kan stå for den slags historier.

Håber at næste indlæg er et billede af en fin buket blomster. Og i øvrigt er diagnoseforslaget “let afledelig”.

… både i bogstaveligste forstand og i overført betydning. Lad os starte med det første:

Kirstine skulle i bad i går aftes, og jeg tog alt tøjet af hende og kaldte på Søren, for han skulle lige komme og se, hvor sød hun ser ud, når hun trisser rundt i det bare ingenting (ja vi er jo førstegangsforældre og hun har jo lige lært at gå…). Inden Søren kommer, går jeg ud af rummet, og det næste, jeg hører, er et *svup bump*. Søren bekræfter, at musen er faldet og siger lettere bebrejdende, at der da også er helt glat og vådt på gulvet. Vi indser hurtigt, at hun har lyntisset, er gledet og har dyppet håret i sit eget tis. Godt hun var på vej i bad. Men hun nåede også lige at lægge en sø på kontoret, da hun efter badet fik to minutters luft, inden hun kom i nattøjet. Bandit. Måske er det fordi, hun nu for alvor har lært at drikke af glas selv og derfor drikker og drikker.

Pis i overført betydning refererer til helbredstilstanden for pigerne her i huset. Kirstine blev forkølet og fik feber midt på ugen og torsdag fulgte jeg efter med vildt ondt i halsen og siden i går aftes de mest afskyelige betændte øjne. Føj. Bortset fra lidt snot har Kirstine heldigvis været frisk hele weekenden. Og Søren han holder skansen og forsøger at passe både sine piger og sine stile. Men jeg har nu heller ikke ligget i sengen, jeg har både været på job og forsøgt at være mor.

I morgen har jeg for noget tid siden planlagt at afholde årets sidste omsorgsdag, og vi skulle have været til Åbyhøj og hygge med moster. Men nu er fætrene rendt ind i noget bræksyge, og som jeg sagde til Pia, så er opkast ikke lige noget, vi magter at udvide repetoiret med nu.

Så jeg siger ikke kom sne, kom jul, kom gaver. Jeg siger kom sommer, kom varme… og skrid med jer forbandede vira og baktusser.

Det var IKKE det, vi havde sat næsen op efter. Genbrug af hårpynt (Mary). Serpentiner i hatten (Margrethe). Men mest af alt et helt forkert navn (prinsessen).

Anne skrev: Fy!
Søs skrev: Det var en fuser
Karen skrev: Det var en overraskelse
Naboen skrev: Det er lidt et hestenavn

Anne og jeg var hurtigt enige om, at det var godt, at Christians navn var forudbestemt. Ellers var det blevet Emil, Mathias eller Marcus.

Et kort øjeblik troede jeg på navnet Tine Anne Louise Karen. Så var vi blevet glade.

Kunne de i det mindste ikke have kaldt hende Aviaja? Det er et dejligt grønlandsk navn. Eller Smutti. Smutti Anne-Louise Karen Tine. Det havde været perfekt.

I mit nyeste fagforeningsblad er der en artikel om ledighed blandt psykologer. Generelt er den faldende, men der er to grupper, der har sværere ved at få job, nemlig nyuddannede og ja, skulle man sige sådan nogen som mig. Af negative ting nævner de:

Har været uddannet i 1-4 år
Værst for kandidater fra 2004-2005
Jobsøgende i København, Århus og omegn
Under 30 år

Årsagerne, til at årene 2004-5 var værst, er bl.a, at der var lav jobvækst og at cand.pæd.psych-uddannelsen lukkede ned, og derfor var der et rekordhøjt antal, der brugte sidste chance for at blive færdige. Det gav høj ledighed, og som jeg ser det, betød dette, at mange blev ansat i ikke-traditionelle psykologjob og typisk blev tilbudt dårligere vilkår (fx midlertidige ansættelser, dårligere efteruddannelsesvilkår) og derfor er blevet dårligere stillet i den videre jobsøgning. Også afventningen af strukturreformens ikrafttræden spillede ind i på de mange midlertidige ansættelser i 2005 og 2006.

Og så er der mig selv, sagde hunden. Jeg har været uddannet i 2½ år, jeg blev kandidat i 2004, jeg søger job i Århus og omegn og så er jeg præcis 30 år. Derudover har jeg været ansat i et ikke-traditionelt psykologjob, og det var en tidsbegrænset ansættelse! Så hvordan skal det mon gå lille mig i min videre jobfærd, når barslen slutter?

Hvis det bliver svært kan jeg bruge Astrids udtryk og sige, at det er helt berettiget at været eksternt attribuerende i denne situation. Jeg kan også bruge mit eget udtryk: Det har alså ikk´kån nåe mæ mig å gøre.

Så var det lige, at vi blev syge. Altså heldigvis kun forældrene. Maveinfluenza - føj. Og besøget af min godeste ven H fra det store udland måtte aflyses, bedst som hun skulle have en live-update på den bette og se det nye hus. Hvis ikke det var fordi, jeg ikke havde kræfter til det, så havde jeg nok sparket og råbt pis.

Nu har vi det meget bedre, og hvis den bette virkelig går fri, så er det helt fantastisk. For vi er ret sikre på, at vi er blevet smittet, og at det ikke skyldes noget, vi har spist.

Men ellers går det helt godt med stort og småt. Vores lille nabo er hjemme efter veloverstået operation og Smutti har fået en and med svømmebriller. Den kommer der nok et billede af en dag. Tror den er i familie med Anni og Erling.

Her er den så:

I går skulle jeg så alene til fest for første gang siden Smuttis ankomst. Og det kom jeg også. I en time. Så var der en besked på mobilen fra en slukøret far flankeret af små hik-lyde fra lille pige på armen. Lyden der kommer, når vejrtrækningen ikke er blevet normal efter en skrigetur. Eller in casu mellem skrigeture Nå afsted med mig - jeg var “helt” i Århus, og far syntes at mus havde grædt længe nok. Hvilket jeg var helt enig i. Og jeg kom hjem til Søren og Henrik, der sad og så fodbold, mens ungerne stilfærdigt sov ovenpå. Skuffet over at være hjemme men også glad for at det var lykkes at genfinde roen uden mo-ar.

Så nu er der dømt træning i at mor er væk - uden at være for langt væk. Så mon ikke jeg er at finde på Kafé K inden længe? Ellers en stille dag på bakkerne. I bogstaveligste forstand. Ikke en håndværker eller en larmende maskine i nærheden.

I dag arbejder jeg hjemme, fordi jeg skulle til læge i morges. Jeg skulle til læge, fordi jeg i forbindelse med min blødning havde en sygedag den 28. juni, hvor jeg var til kontrol på Skejby Sygehus. Det fungerer så sådan, at min arbejdsplads skal have refunderet min lønudgift på den ene (!) dag fra kommunen. Kommunen vil imidlertid have dokumentation for, at det var graviditetsrelateret sygefravær og hvilken type graviditetsrelateret sygefravær, det så var.

Nu synes jeg jo ikke, at det skulle være så svært at få en kopi af epikrisen fra skejby eller af min lægejournal, hvor lægen jo har noteret, at han havde en bævrende mig i røret og ringede til skejby for at få en akuttid til mig og maven. Men nej nej - erklæring skal der til. Spørgsmålet er nu, hvad det egentlig kommer til at koste kommunen - i administrationsomkostninger og gebyr for lægeerklæring - at få denne dokumentation for at de skal give én dags lønrefusion til min arbejdsgiver?

Det kunne så være rigtig sjovt, hvis jeg i dag havde meldt mig syg, fordi jeg skulle til lægen, og så igen skulle til lægen og få en lægeerklæring på, at jeg havde været ved lægen for at få en lægeerklæring. And so on i det uendelig. Nå, men jeg valgte altså at arbejde hjemme og ikke skrive yderligere forklaring nogen steder.

Min gode læge spurgte til, hvordan det var gået med den nu stoppede blødning, og han mener, at der faktisk har været en randløsning af moderkagen, som de bare ikke har set på skejby. Men ikke noget bibbi har taget skade af. Han synes, at jeg skal få jordemoderen til at tjekke moderkagen umiddelbart efter fødslen, hvis jeg har nærvær nok til det, for så vil den nok være helt flad i et lille randområde. Og det havde jeg også tænkt på - for det er faktisk rart at få en forklaring. Jeg har nu altså en god læge. Så måske skulle jeg begynde en hit-liste over mine favoritprofessionelle:

Min cykelsmed
Min læge
Min gamle tandlæge
Damen fra magistrenes pensionskasse

Og så var der det der med at ARBEJDE hjemme, som jeg hellere må fortsætte med…

De sidste uger har jeg fået mange kommentarer på min maves størrelse. Og det er i samme boldgade hver gang: “Neeeej, du er da godt nok ikke ret stor”, “Hold da op - det kan man ikke se”, “Nå, er du virkelig så langt?” Og det er jeg faktisk ret træt af! Hver gang prikker det lige en anelse til den der lille stemme, der tænker, om fisken nu har det godt, og vokser som den skal. Så jeg er pænt træt af kommentarer på min størrelse.

En sød kollega sagde, at hendes veninde havde fået de samme kommentarer, og som om det ikke var nok fik hun ledsagekommentaren: “Er du sikker på, den har det som den skal?”. Hvad skal man lige svare til det? “Nej du, jeg tror faktisk den gik til i uge 12, men har ikke lige fået det tjekket” eller måske; “tak fordi du spørger, det har jeg slet ikke tænkt på, men vil da lige få det undersøgt, hvis jeg ved lejlighed skal forbi min læge”. Hvad sker der egentlige henne i folks hoveder? Ingenting? For mit eget vedkommende troede jeg egentlig, at gentagelsen af de samme kommentarer igen og igen var det mest irriterende, jeg ville opleve.

Men det var det ikke! Efter vores supervisor i går havde sagt den forventede maven-er-ikke-ret-stor bemærkning, og jeg havde sendt den direkte tilbage ved skarpt at sige, at det havde jeg efterhånden hørt til opkastningspunktet, sagde hun: “Nej, det jeg mener er egentlig, at det er ligesom om det mere har fordelt sig!” Kunne hun ikke bare have sagt det endnu mere direkte: “Du er da vist blevet generelt fed i stedet for at få den der lille graviditetsfodbold på maven”. Slam slam slam.

Måske er det hormonerne, der gør, at jeg er vildt intollerant i øjeblikket og farer i flint og synes at folk er en flok tåber for et godt ord. Men for en sikkerheds skyld så betragt dette som en advarsel: Lad være med at kommentér størrelsen på min mave med mindre du ærligt kan sige, at den ser fin ud!

Vi bliver i voldsterminologien lidt endnu. Og igen har det med fisken at gøre. Fordi vi åbenbart ikke skulle gå og tro, at alt var vel, begyndte jeg at bløde lidt torsdag aften. Fredag var jeg derfor omkring min læge (efter at have lavet en copy cat på fisken og ligget i fosterstilling af bare skræk hele formiddagen). Han kunne heldigvis se, at det var en harmløs overfladeblødning, og at der ikke vare fare på færde. Og de mange slag kommer ind i billedet, fordi han startede med at finde hjertelyd, for at se om fisken havde det godt. Og så hørte jeg det lille hjerte slå med lynets hast. Lige som det skal.

Ellers går jeg og lider lidt under at være havnet midt i en famile af lærere og lærerstuderende og en enkelt administrativ skoleleder, der alle får ferie og ferie og ferie. Lige om lidt - mens jeg stadig skal arbejde… Altså det er jo dejligt for dem, og jeg vil jo ikke bytte med Søren, der har knoklet så mange weekender og aftener i årets løb, mens jeg har nulret rundt og hygget mig. Og det bliver jo også rigtig fedt for fisken at have en far, der har meget ferie. Men lige nu synes jeg, det er lidt som om, at nogen henne i den der feriefordelingsverden har glemt mig. Mig mig mig, sagde hun.

Har fundet ud af at elevatormetaforen er gennemgående i mit liv. Bipolar livsførelse kunne man fristes til at kalde det. Især hvad angår vægt, humør og selvværd. Op og ned, op og ned… For tiden er det vægten, der morer sig i opadgående retning. Virkeligheden angreb mig, da jeg prøvede en nyindkøbt nederdel og fik Søren til at bekræfte mine værste anelser. Jeg kørte ikke klassikeren: “Ser jeg tyk ud i den her?” Nej, mit udbrud smagte langt mere af en konstatering: “Chok jeg kan ikke holde mig selv ud i den her krop - det er da for sindsygt.” Og i dag fik jeg svaret: “Ja, jeg kan faktisk godt se, at du er blevet større.” Endelig er det umuligt for mig at opretholde selvbedraget og fortræningen af badevægtens røde tal. Så nu er det altså slut. Jeg vil simpelthen aldrig tilbage til min værste kampvægt. Farvel til kanelstang og goddag til grøntsager. Så er det bare fandens, at vi rejser på ferie om en uge…

Jeg er sgu gal. Gal, ked af det og skuffet. I torsdags fik vi tilbudt den 3-værelses lejlighed, der ligger lige ved siden af vores egen lille 2′er. Ja, altså vi troede, vi fik den tilbudt. For nu viser det sig, at en person - der har boet i opgangen længere end os og derfor står før os til at købe - ALLIGEVEL gerne ville købe den. Burde fandeme ikke være fortrydelsesret på ting, der medfører, at andre får smækket en omgang skuffelse lige i hovedet Her havde vi indrettet og drømt om cremefarvet interiør på rigelige kvadratmeter i næsten en uge. Det vil sige, Søren havde da nok en 10-12 gange sagt, at vi måske lige skulle vente med at juble helt. Nu er det bare sådan, at jeg aldrig har lært at juble halvt. Og jeg troede desuden, at det var sikkert. Så meget for at forsøge at tro det bedste og ikke tage bekymringerne på forskud. Undskyld mig, men i dag er jeg nødt til bare at sige det: RØV (ahhh det hjalp).

For at sige det som det er, så er jeg træt. Zzzzzz. Rent tidsmæssigt har jeg måske ikke travlt, men metaltrætheden øhh den mentale træthed er allestedsnærværende. Tror grænsen for min kapacitet er nået. Som i sort skærm. Kan man sygemelde sig for det? Konsekvenserne er omsiggribende. Hurtige løsninger er attraktive på linie med solstråler efter en lang vinter, så maven er nu fyldt med urimelige mængder kulhydrater. Føles som evigheder siden jeg fro cyklede gennem byen og følte mig overskudsagtig: Cykelkurven fyldt med Emmerysbrød, italiensk skinke, peccorinoost, ingredienser til hjemmelavet pesto mm. og hjertet fyldt med intentioner om at forkæle manden i huset med et veldækket bord. Var det tirsdag i sidste uge?

Ramt af den glimtvise vildfarelse at jeg har evner sådan rent skovmandsmæssigt, fældede jeg i går træer sammen med Søren og vores humorfyldte overbo. Så så man lige mig med en motorsav. Desværre uden sikkerhedshjelm og høreværn hvilket uomtvisteligt ville have gjort det hele lidt mere Erik Peitersen look-alike. På en god dag. Og hvis vi havde bygget en bænk af tømmeret. Men wrrrrm wrrrrm jeg var på.

Hvad sker der i øvrigt henne i den der voksenbranche i øjeblikket? Troede faktisk at god løn, hus, ægteskab, bil og børn fulgte automatisk med en alder der i raketfart nærmer sig de 30. Må nu lade fornægtelse og naivitet vige for en grundig redigering af drømmen efter virkeligheden. Og købe peber til Søren på søndag.

Vil nu forsøge at aktivere selvrefleksivitetens freezeknap og koble lidt fra. For hvordan f….. skulle jeg ellers kunne koble til igen i morgen? Kunne også bare vælge at citere Nynne: Væk med virkeligheden. Og frem med Eurowoman.

*mhp = med henblik på

… med denne blog. Jeg tror, det er Frac, der ikke har helt styr på teknikken. Derfor er mine indlæg kastet rundt på siden og layoutet helt til rotterne. Nu skal der altså findes en anden udbyder!

Underlig er tiden, hvor man selv synes, man har travlt, og alle andre synes, at man ikke laver noget. Måske har vi forskellige definitioner af, hvad det vil sige “at lave noget”. Eller i hvert fald af hvordan man mest rigtigt laver noget. Tænker folk på, at stress ikke kun kommer af at have for meget at lave, men også af at være frustreret over sin situation? Jeg vil dog ikke til at diskutere, hvorvidt der er blevet lavet noget her på siden de sidste mange dage. For det er der ikke. Har jeg ikke haft tid? Var det mest sjovt i starten?

Nå, nu da jeg er her igen, kan jeg fortælle om noget af det, der er sket siden sidst. Lørdagen gik i Fredericia hos Sørens moster, hvor vi var samlet til fødselsdag og julehygge og selvfølgelig god mad og godt selskab. Så snart jeg igen havde fødderne på århusisansk grund, løb jeg ned i turbinehallen, hvor mit gamle institut holdt julefest. Jeg klistrede mig sammen med Gritt, drak om kap med mig selv og måtte kortvarigt acceptere ?genavnet “den fynske dansemus”. Mandag var det blevet tid til, at Pia og Asger skulle udsættes for vafler fra vores nye vaffeljern. Det gik vildt for sig, for den lille dreng mosler konstant rundt og skal have fingre i alt - og det går stærkt. Men han kan til gengæld også give et smil, der ligesom siger: “Yes Monster, der fangede du, hvad jeg ville, så nu er du inde i varmen”. Og så er der faktisk ikke rigtig andet, der betyder noget.

Jeg har også? været til møde i en arbejdsløshedsgruppe, som vi dog var nogle stykker, der hurtigt fik lavet vores egen udløber af. Og jeg har haft besøg først af min kursusgruppe og dagen efter af min etno-klike. Sååååå fik vi lige vafler igen. Føler jeg efterhånden er i høj-eksplosionsfare, og at badevægten måske er bedst tjent med at holde julefri.

Indimellem har jeg skrevet på nogle ansøgninger, men jeg er sgu lidt gal over udsigterne. Har fx lige fået afslag p´å at blive del af den frivillige aftenrådgivning i Kræftens Bekæmpelse, så ikke engang gratis vil man have min arbejdskraft. Ih hvis man dog bare var dronning.

Jeg har været alene hjemme siden tirsdag middag, og det er jo hyggeligt. Altså sådan de første par timer. For hvor fedt er det egentlig, når man ikke kan stille alle de der spørgsmål, man plejer, som fx; “nå, men hvad er dine planer i aften?” eller “hvornår er du sulten?” eller “gider du spille Yatzy?”. Jeg er ved at blive helt skizofren af indre dialoger. Og hvor sjovt er det at vågne om natten og have alt for meget plads og forsøge at kramme sig selv? Ikke helt vildt sjovt. Og det er så derfor, at jeg ikke længere skal tænke på, at der er slået to stillinger op på den afdeling af Riget, hvor censoren på mit speciale er chefpsykolog. Jeg skal jo ikke overveje at sidde på sjælland i hverdagene. Og jeg skal glemme alle hans pæne ord. Han løj nok bare og synes i virkeligheden, at jeg er en akademikernørd, der ikke kan fungere i den virkelige verden. Ja han gør s?. Jeg skal ikke søge. Ikke søge. Ikke søge.