Tines weblog

Lørdag morgen kl. 8
Kirstine: Skal jeg ikke gå ind til Andreas og spørge, om vi skal spise den is nu?
Mig: Nej!

Lørdag morgen kl. 8:05
Kirstine: Skal vi ikke være 5 i familien?
Mig:NEJ!

En morgen sad Johannes i sin højstol og pludrede. Kirstine kom ned, klappede ham kærligt på kinderne og sagde overbærende: Du har sådan et sjovt sprog Johannes.

Her til aften sagde Kirstine, at hun havde fået et armbånd, hvor man kunne se, hvor meget børn og voksne vejede. Johannes og jeg vejede begge 21, men alligevel var jeg nok lidt større end ham, sagde Kirstine. Kirstine og far vejede begge 29. Det var jeg nu ganske godt tilfreds med.

Kirstine og Søren brugte i formiddag noget tid på at lege med google translate. Her til eftermiddag skete så det ikke uventede:
Søren: “Vi skal lige se, hvordan man siger lort på kinesisk”
Kirstine løber muntert efter ham syngende: “Lort på ki-ne-sisk”

Og nu vi er ved oversætteprogrammer på nettet, så har jeg fået Erlend Loes: Stille dage i Mixing Part i fødselsdagsgave af mine svigerinder og deres familier. Den er jeg allerede meget vild med.

I morges sagde jeg til Kirstine, at der kun er 2 uger til min fødselsdag. Følgende dialog udspillede sig:
Mig: Så bliver jeg 34 år
K: Årh. Hvor mange bliver far næste gang?
Mig: 35.
K: Årh. Og så bliver DU 35 næste gang. Og så bliver du 36 og 37 og 38 og 39 og 10og30!
Mig: Mmm. Det hedder 40.
K: Nå. Og så bliver du 40 og så bliver du 50!

Herefter var der lidt stille fra min side.

K har nok set lidt for meget Dora the explorer på det seneste. Det er noget børne-tv, hvor de af og til taler engelsk. Så i går da vi læste godnathistorie talte hun:
“Von, tu, trii får, farj. Nej! Nu på helt almindelig Skanderborg: En, to, tre, fire, fem”.
Så smilte jeg lidt. Og læste videre. På helt almindelig Skanderborg

Og måske skulle jeg lige tilføje et par perler mere:

Den anden dag da jeg slukkede bruseren, spurgte hun: “Hvorfor bremsede du den?”

I går da jeg kom hjem, viste hun glad en nyudsprungen morgenfrue frem og udbrød: “Se! Fars blomst er sprunget op. Springer mine også snart op?”.

Jeg har spurgt, om jeg må få en af hendes fine akvareller fra børnehaven med til mit kontor. Her til aften spurgte hun så: “Tror du der er flere inde på dit arbejde, der vil have en af mine malinger?”

Hvis du hør´en skettulløre
Hvis du ser en skinna pop
Ska’ du ikke blive bange
Alle siggat op

Så bringer vi afsløringen:

Og det er jo i sandhed svært at høre, hvad Lotte synger. Så her er det på skrift:

Hvis du høre en hvisken i dit øre
Hvis du ser en svævende kop
Skal du ikke blive bange
Det holder sikkert op

Søren og Kirstine er i stuen. Søren vil gerne i bad, Kirstine vil gerne lege. Jeg råber fra badeværelset, at jeg ikke kommer lige foreløbig, fordi Johannes har lort over alt - for nu at skrive det lige ud.
S: Jeg går lige ud til mor
K: Nej (utilfreds)
S: Jo hun skal lige have lidt hjælp, hun har lige sagt, at Johannes har lort hele vejen op ad ryggen.
K: (nu glad og opvakt) Åhh… (kommer susende ud på badeværelset): Hvor er lorten?

Efter aftensmaden sidder Kirstine på skødet af Søren - ansigt mod ansigt.
K: Hvad er det? (kigger under Sørens trøje oppe ved halsen)
S: Det er en sort t-shirt, som jeg har under min trøje
K: (Stikker hånden ind under t-shirten)
S: Hvad er det?
K: Pels

Kirstine leger med stofmad:
K: Det er komfritter
Mig: Kan du sige POMfritter
K: Pomfritter
Mig: Ja POMfritter
K: Pomfritter
Mig: Hvad er det der? (peger)
K: Komfritter

I dag er Kirstine 3 år 3 måneder og 3 dage. Det ville jeg ikke have tænkt på, hvis det ikke var for tickeren øverst på bloggen. Så er den da stadig godt for noget. Den blev jo egentlig lavet, for at følge med i, hvor langt jeg var i graviditeten.

Det tør og tør i dag, og det vil det gøre den næste tid. Og med alt det sne vi har liggende, så bliver alt helt vildt vådt og sjappet. Så Kirstine og jeg har været ude og købe termostøvler til hende, så fødderne kan holdes varme og tørre på legepladsen i børnehaven. De almindelige vinterstøvler er gode, men kan ikke holde alt det her vand ude. Det blev en version i sølv ikke helt som på billedet men næsten:

Den anden dag lå Johannes og legede på legetæppet, mens Kirstine og jeg sad ved siden af og snakkede. På en eller anden måde kom vi til at snakke om forskellen mellem at elske nogen og synes nogen er søde/godt kunne lide nogen. Pludselig stak Kirstine sit hoved helt hen til Johannes’ hoved, kiggede ham i øjenne og sagde: “Jeg elsker dig Johannes”. Årh hvad om jeg lige smeltede…

Det er i øvriget sjov at høre, hvordan hun bruger vores ord, når vi har gæster. Fx sad hun og Andreas og kiggede på, at Johannes blev skiftet på en puslepude på gulvet og så klagede Andreas over, at han sparkede. Kirstine forklarede så: “Han spræller bare” “Han er så lille, han ved ikke, hvad han gør”. En dag hun kom hjem fra børnehave spurgte hun mig: “Har min skat sovet godt i dag?”

Nu har jeg jo delt lidt af min kvaler over, at Johannes faldt ned fra puslepuden og fik en flænge. I går måtte jeg så bekende kulør til sundhedsplejersken, der var på besøg. Hun er en garvet kvinde der vel er omkring 60. Af en eller anden grund havde jeg lidt frygtet en opsang omkring sikkerhed. Men der skete det, at hun fortalte, at hun i sin tid selv havde tabt sin datter ud af en moseskurv og ned ad en trappe. Og som hun ordret sagde: “Ja.. altså… shit happens”. Og det vil jeg så prøve at sige nu, når filmen gennemspiller sig og jeg igen får ondt i maven over, hvad der skete med min lille dreng. Shit happens.

I øvrigt er Johannes en kæmpe dreng, der i en alder af godt 6 måneder har samme vægt og næsten samme mål som Kirstine havde til sin 1-års undersøgelse. Sundhedsplejersken er meget tilfreds med ham og lød næsten rystet, da jeg spurgte, om jeg ikke bare skulle lave hans grød på vand. Næ nej det ville være afmagring! Og han er en stor flot dreng, der skal holde sin vækst. Så hvis I finder tøj i str. 3 år på udsalg, så køb det endelig sm 1-års fødselsdagsgave

I søndags havde vi vores nabo Andreas på besøg i nogle timer. Ud over at være nabo er Andreas Kirstines rigtig gode ven - han er to uger ældre og de går på samme stue i børnehaven. De to poder har jo altid set hinanden meget og har sådan et familieagtigt forhold til både hinanden og hinandens forældre. Så da jeg kyssede Kirstine farvel i børnehaven i går, stak Andreas uden tøven også næbet frem for også at få et kys Men det var egentlig ikke det, indlægget skulle handle om.

Det skulle handle om, at Kirstine har et kasseapparat med penge og et dankort, og Andreas ville gerne lege butik i søndags. Han inviterede Kirstine til den leg med spørgsmålet: “Skal vi spille dankort?” Hæ hæ… Godt udtryk! Tror snart jeg skal en tur til Århus og “spille dankort”…

Ingen tvivl om at Kirstine er meget glad for at synge. Jeg nyder især, når hun synger sange, som vi ikke kender, eller ikke selv har sunget sammen med hende. Fx til fastelavn hvor hun mange gange sang en sang fra børnehaven: Jeg har en kasse med en masse gammelt tøj Haaalløj. Jeg har taget ører på, jeg skal være hund. Æv bæv æv bæv der er ingen der kan kende mig.

En dag hvor jeg sad ved siden at hende, mens hun var på toilettet, kunne jeg pludselig høre den lille stemme synge “giv tid, giv tid den nynner glad”. Årh… total yndlingssang. Jeg sang stille med, når hun gik i stå og jeg var helt solgt. Bedst var det, da hun pluselig begyndte at lave bevægelser til, fx rystede armene ud fra kroppen mens hun sang “og ryster de små vinger”. Skøn pige, skøn sang, skøn børnehave.

Vi måtte lige have et uheld mere på børnefronten. Kirstine tog sig en tur baglæns ned ad den såkaldte “vinkebænk” i børnehaven og fik en kæmpe bule i baghovedet. Jeg hentede hende kort efter faldet, for lige at kunne observere om hun var ok eller om hun havde fået hjernerystelse. Men ikke mindst som hun selv udtrykte det: “Jeg skulle hjem og slappe mit hoved af”. Pædagogen, der ringede, beskrev diplomatisk, at de havde været mange på bænken, og at der var opstået noget tumult. Kirstine derimod navngav to børn, der havde skubbet hende ned. Åh det er fun med sådan en lille trold uden filter… Men hun får nok også berettet en del fra hjemmefronten, som vi ikke selv ville have bragt videre ud i verden.

Kort efter faldet var børnehaven i skoven, hvor de kunne glide på numserne ned ad en stor isbakke. Uafhængigt af hinanden sagde to pædagoger efterfølgende til mig, at Kirstine havde kæmpet sig op ad bakken og rutchet ned med stor iver og på ingen måde været bange for at falde igen. Som den ene udtrykte det “Hun var helt aldeles uforfærdet”. Og det er jo godt nok. Så må vi bare tage de knubs, det giver.